Dokument vedrører
Bekendtgørelse om tilskud til plantning af læhegn
I medfør af § 23, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 26, stk. 2 og 3, i lov nr. 812 af 21. december 1988 om læhegn; § 1, stk. 2, i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985; § 1, stk. 3, i lov om offentlighed i forvaltningen, lov nr. 572 af 19. december 1985, og efter forhandling med justitsministeren fastsættes:
Kapitel 1
Betingelser vedrørende tilskudsmodtageren
§ 1. Ved jordbrugsbedrifter forstås i denne bekendtgørelse bedrifter, der anvendes til landbrug, frilandsgartneri, frugtavl, planteskole og lignende.
Stk. 2. En jordbrugsbedrift kan omfatte:
1) en enkelt ejendom, jf. § 1, stk. 2, i udstykningsloven,
2) flere ejendomme, der lovligt drives sammen, og
3) en eller flere ejendomme og arealer fra anden ejendom, der lovligt drives sammen.
Stk. 3. En jordbrugsbedrift, der i det væsentlige anvendes til landbrug, skal omfatte mindst een ejendom, der er undergivet landbrugspligt efter reglerne i lov om landbrugsejendomme.
Stk. 4. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 2 og 3, forudsættes de pågældende ejendomme og arealer at udgøre en driftsenhed.
§ 2. Tilskud til anlæg af læhegn kan ydes til ejere af de i lovens § 1, stk. 1, nr. 1, angivne arealer.
Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til læhegn på arealer, der tilhører staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.
Stk. 3. Det er en betingelse for ydelse af tilskud til kollektiv læplantning, at
1) de af projektet omfattede arealer udgør et geografisk sammenhængende område,
2) hegnslængden udgør mindst 20 km, fordelt på mindst 20 ejere med mindst 20 jordbrugsbedrifter,
3) projektdeltagerne indgår i et læplantningslaug, hvis vedtægter opfylder de krav, som fastsættes af Jordbrugsdirektoratet, og
4) projektet er godkendt af Fællesudvalget for Læplantning.
Stk. 4. Fællesudvalget for Læplantning kan, hvor stedlige forhold ikke gør det muligt at opfylde de i stk. 3, nr. 2, fastsatte krav, godkende projekter med en mindre hegnslængde eller et mindre antal ejere eller bedrifter.
Stk. 5. Tilskud til individuel læplantning kan kun ydes, hvis tilskudsmodtageren er afskåret fra at indgå i en kollektiv læplantning eller ikke hensigtsmæssigt kan deltage i denne. Fællesudvalget for Læplantning afgør under hensyntagen til de særlige forhold i det pågældende område, om betingelserne for ydelse af tilskud er opfyldt.
Stk. 6. Ved individuel læplantning skal tilskudsgrundlaget, jf. § 8, udgøre mindst 1.000 kr. pr. jordbrugsbedrift.
Kapitel 2
Ansøgning og tilsagn om tilskud
til plantning af læhegn
§ 3. De nærmere regler for udformning, udarbejdelse, indsendelse, behandling og godkendelse af ansøgning om tilskud til plantning af læhegn, tilsagn om og udbetaling af støtte fastlægges i en aftale mellem Jordbrugsdirektoratet og Fællesudvalget for Læplantning.
Stk. 2. Det er en betingelse for ydelse af tilskud,
1) at ansøgningen er udarbejdet i overensstemmelse med de regler, som fastsættes efter stk. 1, og
2) at plantningen af læhegn sker i overensstemmelse med den lovgivning, som er gældende for det areal, der ønskes tilplantet.
Stk. 3. Ansøgningen skal for hver enkelt jordbrugsbedrift indeholde oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har jordbrug som hovederhverv. Ved hovederhverv forstås, at ejeren anvender mere end halvdelen af sin arbejdstid i jordbrugsbedriften, og at ejeren opnår mindst halvdelen af sin samlede indkomst ved jordbrugsbedriften.
§ 4. Ansøgning om tilskud til kollektiv læplantning indsendes til Fællesudvalget for Læplantning. Fællesudvalget for Læplantning afgør, om betingelserne for tilsagn om tilskud er opfyldt, og meddeler et betinget tilsagn om tilskud.
Stk. 2. Tilsagn kan gives inden for den i henhold til § 14, stk. 2, fastsatte tilsagnsramme. Overstiger de ansøgte beløb denne tilsagnsramme, foretager Fællesudvalget for Læplantning prioritering mellem de indkomne ansøgninger. Fællesudvalget for Læplantning kan indhente en udtalelse fra de berørte regionsudvalg.
Stk. 3. Anlægsarbejder i forbindelse med kollektive læhegn må ikke påbegyndes, før endeligt tilsagn om tilskud er meddelt. Jordbrugsdirektoratet kan efter indstilling fra Fællesudvalget for Læplantning fravige denne bestemmelse, hvor særlige omstændigheder taler herfor.
Stk. 4. For ansøgninger, hvortil der er meddelt tilsagn efter stk. 1, indsendes et projekt som endelig ansøgning om tilskud. Fællesudvalget for Læplantning kontrollerer prisniveau og projektkvalitet i ansøgningen.
Stk. 5. Fællesudvalget for Læplantning foretager høring af de myndigheder, der varetager planlægningsmæssige, fredningsmæssige og miljømæssige interesser, og påser, at eventuelle meddelte krav og forbehold efterleves, samt at læhegnet i videst muligt omfang indpasses i det omgivende landskab.
Stk. 6. Fællesudvalget for Læplantning afgør, om der kan gives endeligt tilsagn om tilskud. Kan Fællesudvalget for Læplantning ikke godkende et projekt, skal ansøgningen afslås.
Stk. 7. Kan en ansøgning imødekommes, giver Fællesudvalget for Læplantning endeligt tilsagn om tilskud på betingelser, som nærmere fastsættes i tilsagnet.
§ 5. Ansøgning om tilskud til individuel læplantning indsendes til Fællesudvalget for Læplantning gennem en plantningsforening eller en planteskole, der er godkendt som leverandør til individuel læplantning.
Stk. 2. Ansøgning om tilskud til individuel læplantning skal indsendes senest ved udlevering af planter fra planteskolen.
Stk. 3. Tilskud kan ydes inden for den i henhold til § 14, stk. 2, fastsatte tilsagnsramme.
Stk. 4. Fællesudvalget for Læplantning afgør, om betingelserne for modtagelse af tilskud er opfyldt.
Kapitel 3.
Tilskuddets beregning og udbetaling
§ 6. Tilskud kan alene ydes til nyanlæg og udskiftning af læhegn, som opfylder bestemmelserne i lovens § 1.
Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til beplantninger, som er påbudt af en offentlig myndighed, som af en offentlig myndighed er stillet som vilkår for en tilladelse, eller som tjener til opfyldelse af krav, der umiddelbart måtte fremgå af lovgivningen.
§ 7. Følgende udgifter i forbindelse med kollektiv læplantning udgør tilskudsgrundlaget:
1) projektering,
2) rydning af evt. gamle hegn,
3) jordbearbejdning,
4) planteindkøb,
5) plantning,
6) renholdelse i de første 3 vækstsæsoner, og
7) afleveringsforretning.
Stk. 2. Tilskudsgrundlaget omfatter ikke:
1) moms,
2) læplantningslaugets administrationsomkostninger i forbindelse med læplantning,
3) værdien af læplantningslaugets og dets enkelte medlemmers eget arbejde,
4) udgifter ved brug af læplantningslaugets og dets enkelte medlemmers egne maskiner og redskaber m.v. samt værdien af egne planter,
5) honorar for eventuel konsulentbistand i forbindelse med udarbejdelse af ansøgning, og
6) udgifter i forbindelse med fremskaffelse af tilladelser og anden dokumentation.
§ 8. I forbindelse med individuel læplantning udgør tilskudsgrundlaget alene udgifterne til planteindkøb.
Stk. 2. Tilskudsgrundlaget omfatter ikke:
1) moms,
2) transport og fordelingsomkostninger i forbindelse med planteindkøb, og
3) værdien af egne planter.
§ 9. Jordbrugsdirektoratet godkender efter indstilling fra Fællesudvalget for Læplantning de nærmere retningslinier for de plantearter, provenienser og læhegnsmodeller, der skal lægges til grund for ydelse af tilskud til etablering af læhegn, samt de maksimale plantepriser, hvortil der i henhold til § 8 ydes tilskud.
§ 10. Tilskuddet udgør 50 pct. af tilskudsgrundlaget.
Stk. 2. Landbrugsministerens beføjelse efter lovens § 23, stk. 2, udøves af Jordbrugsdirektoratet.
Stk. 3. Ved kollektiv læplantning beregnes tilskuddet på grundlag af forholdet mellem det planteantal, der plantes på de enkelte jordbrugsbedrifter, og det samlede planteantal, som omfattes af læplantningsprojektet og indgår i ansøgningen.
§ 11. Tilskuddet kan ikke beregnes af et større beløb end det, der er lagt til grund ved meddelelse af tilsagn.
§ 12. Udbetaling af tilskud foretages af Fællesudvalget for Læplantning i overensstemmelse med de i medfør af § 3, stk. 1, fastsatte regler.
Stk. 2. Ved kollektive læplantningsprojekter udbetales tilskuddet til den eller de personer, som af læplantningslauget er udpeget til at modtage tilskud.
Stk. 3. Ved individuelle læplantninger udbetales tilskuddet til den planteskole, der har leveret planterne.
Stk. 4. Der vil ikke af Fællesudvalget for Læplantning kunne noteres transport på tilskuddet.
§ 13. Fællesudvalget for Læplantning foretager:
1) afsyning af etablerede læhegn,
2) kontrol af anmodning om udbetaling af tilskud, og
3) stikprøvevis kontrol på stedet af de oplysninger, som ligger til grund for tilskuddet, for mindst 5 pct. af læplantningslaugenes medlemmer samt mindst 5 pct. af de individuelle ansøgninger.
Kapitel 4
Tildeling af midler
§ 14. Fællesudvalget for Læplantning udarbejder hvert år inden den 31. marts på grundlag af rammer fastsat af Jordbrugsdirektoratet, forslag til fordeling af midler mellem tilskud til kollektiv læplantning, individuel læplantning, forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter og Fællesudvalget for Læplantnings administration for det følgende finansår.
Stk. 2. Efter vedtagelsen af finansloven fastsætter Jordbrugsdirektoratet tilsagns- og udbetalingsrammer for de i stk. 1 nævnte foranstaltninger.
Stk. 3. De nærmere retningslinier for udarbejdelse og indsendelse m.v. af det i stk. 1 nævnte forslag, og meddelelsen til Fællesudvalget for Læplantning om størrelsen af de midler, der vil blive stillet til rådighed, og for disses udbetaling og forvaltning, fastlægges i aftale mellem Jordbrugsdirektoratet og Fællesudvalget for Læplantning.
Stk. 4. Tilskud til dækning af Fællesudvalget for Læplantnings udgifter til administration af ordningen afholdes af det på Finansloven fastsatte beløb til tilskud, jf. stk. 1 og 2, og tilskuddets størrelse fastsættes af Jordbrugsdirektoratet. Udgifter til EDB-behandling af oplysninger vedrørende gennemførte projekter med henblik på udarbejdelse af den i § 15 nævnte indberetning afholdes af Fællesudvalget for Læplantning af de til ordningen bevilgede midler udover godtgørelsen for udgifter til administration af ordningen.
Kapitel 5
Årlig indberetning
§ 15. Fællesudvalget for Læplantning indberetter til Jordbrugsdirektoratet een gang årligt inden 1. marts om de i det forudgående kalenderår gennemførte foranstaltninger efter denne lov.
Stk. 2. De nærmere retningslinier for udarbejdelse af den i stk. 1 nævnte rapport fastlægges af Jordbrugsdirektoratet.
Kapitel 6
Fællesudvalget for Læplantning
§ 16. Vedtægter og forretningsorden for Fællesudvalget for Læplantning skal godkendes af Jordbrugsdirektoratet.
Stk. 2. Forvaltningslovens regler finder anvendelse for de opgaver, der efter denne bekendtgørelse er henlagt til udvalget.
Stk. 3. Fællesudvalget for Læplantning er omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen.
Kapitel 7
Almindelige bestemmelser
§ 17. Fællesudvalget for Læplantning, Jordbrugsdirektoratet eller en af Jordbrugsdirektoratet bemyndiget kan foretage den kontrol og det tilsyn, der er nævnt i lovens § 24.
§ 18. Fællesudvalget for Læplantning skal efter anmodning til enhver tid stille alt sagsmateriale til rådighed for Jordbrugsdirektoratet og give alle ønskede oplysninger om sagsgangen, ligesom Jordbrugsdirektoratet skal have adgang til på stedet at kontrollere udvalgets administration af ordningen.
§ 19. Ændres ejerforholdene for hele eller en del af det areal, som er omfattet af tilsagn om tilskud til læplantning, forbliver tilskudsmodtageren eller de, der måtte indtræde i hans rettigheder, ansvarlige for, at rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet overholdes.
Stk. 2. Den, der som ejer overtager arealer, der er omfattet af tilsagn om tilskud til læplantning, kan efter ansøgning til Fællesudvalget for Læplantning indtræde i rettigheder og forpligtigelser efter tilsagnet.
Stk. 3. Overholdes tilsagnets betingelser ikke i forbindelse med det ændrede ejerforhold, kan Fællesudvalget for Læplantning forlange, at tilskuddet tilbagebetales.
Stk. 4. Bestemmelserne i denne paragraf finder ikke anvendelse ved ekspropriation eller anden tvangsafståelse af de omfattede arealer.
§ 20. Tilskud eller tilsagn om tilskud til læplantning bortfalder helt eller delvis, hvis:
1) læplantningslauget, dets enkelte medlemmer eller individuelle ansøgere har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
2) læplantningen ikke gennemføres i overensstemmelse med tilsagnets betingelser, eller
3) forudsætningerne for tilskud i øvrigt er væsentligt forrykkede.
§ 21. Manglende vedligeholdelse af læhegn, hvortil der er ydet tilskud efter denne lov, kan medføre bortfald af tilsagn, reduktion af det tilskudsberettigede beløb eller krav om tilbagebetaling af hele eller dele af det udbetalte tilskud.
Stk. 2. Såfremt en jordbrugsbedrift, hvortil der er ydet tilskud til læplantning, inden 10 år efter læplantningens etablering helt eller delvis overgår til anden anvendelse end de i § 1, stk. 1, nævnte, eller læplantningen helt eller delvis sløjfes, kan tilskuddet kræves tilbagebetalt.
Stk. 3. Fællesudvalget for Læplantning kan bestemme, at tilskuddet skal tilbagebetales, hvis der iøvrigt foreligger væsentlige fejl eller forsømmelser fra modtagerens side.
§ 22. En tilskudsmodtager er forpligtet til at give Fællesudvalget for Læplantning meddelelse om forhold, der kan medføre tilbagebetaling af tilskud efter § 19, tilskuddets bortfald efter § 20 samt bortfald, reduktion eller tilbagebetaling af tilskud efter § 21.
§ 23. Afgørelser, der i medfør af denne bekendtgørelse træffes af Fællesudvalget for Læplantning, kan indbringes for Jordbrugsdirektoratet. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Jordbrugsdirektoratets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 24. Jordbrugsdirektoratet kan fastsætte overgangsbestemmelser vedrørende 1989 og i fornødent omfang fravige de i kapitel 1 til 3 fastsatte regler.
§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 23. august 1989.
Landbrugsministeriet, den 15. august 1989
Laurits Tørnæs
/Mogens Nagel Larsen