Hvad er offentlighedsloven
Offentlighedsloven indeholder generelle regler om den enkeltes ret til at se dokumenter og oplysninger i sager, der behandles hos de myndigheder mv., som er omfattet af loven. Formålet med loven er at sikre åbenhed hos offentlige myndigheder mv., fordi åbenhed er en af forudsætningerne for et velfungerende demokrati.
Hvad er aktindsigt
Retten til aktindsigt er den enkeltes ret til at se dokumenter og oplysninger (akterne) i en sag, der behandles af en myndighed mv. Alle kan anmode om aktindsigt, og man skal ikke forklare, hvorfor man anmoder om aktindsigt.
Hvad kan man få aktindsigt i
Udgangspunktet er, at man har ret til aktindsigt i alle dokumenter, der vedrører en sag hos en offentlig myndighed mv. Det gælder også indførsler i journaler, registre og andre fortegnelser om sagens dokumenter.
Hvordan får man aktindsigt
Man skal anmode om aktindsigt hos den myndighed mv., som er i besiddelse af de ønskede dokumenter, eller som behandler den sag, som dokumenterne indgår i. Der er ingen særlige krav til formen.